Afrusning og abstinensbehandling
Hvad er abstinenser?
Hvis du har haft et overforbrug af bl.a. alkohol, vil cellerne i din hjerne efterhånden vænne sig til alkoholen. Det betyder, at når du sætter dit forbrug ned eller stopper helt med at drikke, vil hjernecellerne og resten af kroppen reagere.
Du kan få et eller flere af disse symptomer:
- Ryster.
- Sveder.
- Uro i dele af kroppen eller i hele kroppen.
- Hjertebanken.
- Feber.
Det er overordentligt vigtigt, at du behandles medicinsk for eventuelle abstinenser.
Hvorfor skal abstinenser behandles?
Abstinenser kan være farlige. Hvis du ikke får behandling, kan abstinenserne føre til, at du f.eks. ser syner eller får vrangforstillinger. Du kan også opleve at blive mere og mere udmattet.
I værste fald kan abstinenserne gøre, at hele dit kredsløb bryder sammen, og du kan risikere at dø. Du kan også risikere at få krampeanfald, der minder om epilepsi.
Hurtig og tilstrækkelig behandling af abstinenssymptomer mindsker sværhedsgraden af efterfølgende abstinensperiode.
Behandling
Hvis du ønsker abstinensbehandling eller hjælp til at stoppe med at drikke, kan vi tilbyde abstinensbehandling, som typisk varer i 7 til 10 dage.
Når du henvender dig med abstinenssymptomer, tager sygeplejersken en samtale med dig om dine symptomer, måler dit blodtryk, puls og din promille. I vil sammen finde ud af, hvad der videre skal ske med hensyn til evt. abstinensmedicin, opstart af Antabusbehandling og det videre behandlingsforløb. Vi benytter Risolid som abstinensbehandling. Dette ordineres af vores lægekonsulent.
Du kan henvende dig i Abstinensbehandling i åbningstiden, som er:
Mandag til torsdag fra klokken 9.00 til 11.00
Når du kommer ind i huset, henvender du dig først ved skranken ved sekretæren, som vil indskrive dig. Derefter kan du tage plads i venteværelset, hvor en sygeplejerske vil komme og hente dig.
Efter endt abstinensbehandling har du mulighed for at fortsætte i alkoholbehandling.
Ventetid
Du kommer ikke nødvendigvis ind til samtale i den rækkefølge, som du er ankommet i.
Ventetid kan forekomme – spørg sekretæren, hvis du er i tvivl.
Vi har lægedækning dagligt fra klokken 9.00 til 11.00. Hvis der er ventetid, og vi ikke kan nå at behandle alle inden klokken 11.00, kan du enten kontakte egen læge eller vagtlægen eller møde op hos os den efterfølgende dag.
Anonymitet
Du kan ikke være anonym og modtage medicinsk behandling i Center for Alkoholbehandling.